Apair solgt til Magasin du Nord
Eksklusiv finansiel rådgiver ved salget af skobrandet Apair
Copenhagen Corporate Finance har været eksklusiv finansiel rådgiver i forbindelse med salget af Apair Footwear, et traditionsrigt dansk kvalitetsbrand, til Magasin du Nord.
Apair startede i sin tid som et skobrand med konceptbutik i Københavns Lufthavn og åbnede senere hen butik i Ny Østergade i København. I 2014 lancerede Apair sin egen kollektion af sko - “Designed in Denmark - Crafted in Italy”, og siden da blev forretningen udvidet til også at designe accessories i samme høje kvalitet og sælge tøj via egne butikker, website samt sko af eget brand via forhandlere.
”Vi er glade for at kunne føre Apair videre og bygge videre på det stærke brand, som Lise Freiesleben Hjort har skabt og udviklet gennem mere end 30 år,” fortæller pressechef i Magasin du Nord, Sandra Garder Abrahamsen, til DetailWatch.
“Det giver mig ro at vide, at Apair får lov til at leve videre hos Magasin. Det har været det vigtigste for mig – at brandet fortsætter med den samme passion for kvalitet, håndværk og design, som det altid er blevet skabt med. Jeg fortsætter selv arbejdet med Apair gennem Magasin og glæder mig til fortsat at være med til at udvikle brandet. Derfor føles det ikke som et farvel, men som begyndelsen på et nyt kapitel,” fortæller Lise Hjort, direktør/ejer af Apair Footwear.
Lise Hjort fortsætter arbejdet med Apair brandet gennem Magasin. ”Sammen vil vi udvikle brandet med respekt for dets identitet, kvalitet og designtradition. Apair får samtidig adgang til Magasins kompetencer inden for blandt andet data og kundeindsigter, design, produktudvikling samt fysisk og digital handel” udtaler Sandra Garder Abrahamsen.
Copenhagen Corporate Finance har rådgivet ejeren gennem hele processen - fra forberedelse til gennemførelse af transaktionen.
Magasin du Nord har de seneste år købt flere danske brands. De opkøbte brands spiller en afgørende rolle for Magasins ambitioner om international vækst.